Ørnulfs drapa

Sind, som svær-mod stinger Savner Brages glæde; Sorgfuld skald så såre Kvides ved at kvæde Skaldeguden skænked Evne mig at sjunge; -- Klinge lad min klage For mit tab, det tunge! Harmfuld norne hærged Hårdt mig verdens veje Listed lykken fra mig ødte Ørnulfs eje Sønner syv til Ørnulf Blev af guder givet; -- Nu går gubben ensom Sønneløs i livet Sønner syv, så fagre Fostret mellem sværde Værned vikings hvide Hår, som gævest gærde Nu er gærdet jævnet Mine sønner døde; Glædeløs står gubben Og hans hus står øde Torolf -- du, min yngste! Boldest blandt de bolde! Lidet gad jeg klage Fik jeg dig beholde Vén du var, som våren Mod din fader kærlig Arted dig at ædles Til en helt så herlig Ulivs-sår, usaligt Værste ve mon volde Har min gamle bringe Klemt, som mellem skjolde Nidsyg norne nødig Nægted mig sit eje, -- Dryssed smertens rigdom Over Ørnulfs veje Vegt er visst mit værge Fik jeg guders evne én da blev min idræt: Nornens færd at hævne Én da blev min gerning: Nornens fald at friste, -- Hun, som har mig røvet Alt -- og nu det sidste! Har hun alt mig røvet? Nej, det har hun ikke; Tidligt fik jo Ørnulf Suttungs mjød at drikke Mine sønner tog hun; Men hun gav min tunge Evnen til i kvæder Ud min sorg at sjunge På min mund hun lagde Sangens fagre gave; -- Lydt da lad den klinge Selv ved sønners grave! Hil jer, sønner gæve! Hil jer, der I rider! Gudegaven læger Verdens ve og kvider!