Dødningeballet

Henover den Kirkegaard øde Har Natten sin Vinge udbredt; – Saa roligt der slumre de Døde En Slummer, som brydes ei læt; – 5 Og sælsomt i Maanens Glands Mon glimte den Marmelsteen Som, prydet med taarevædt Krands Bedækker den Dødes Been. – – Men brydes hiint Gravens Stille 10 Af Midnattens dumpe Slag, – Da, hvis du kun lytte vilde Du hørte en Tummel svag, – Og altsom det nærmer sig Da drønner det meer og meer, – – 15 Og Vandreren korser sig Og gyser, skjønt Intet han seer! – – Da aabnes de sjunkne Grave Og hver en mosklædt Steen Og frem af de Boliger lave 20 Saa tause de Dødninger treen Dog klappred ved hvert et Trin De mørskne Knokkelbeen; Men Kappen, det hvide Liin Den skinned som Sneen reen. – – 25 De gribe hverandres Hænder Og samles som til en Fest; En Lygtmand som Lampe brænder Hvert Beenrad er velkommen Gjæst, – Hver fatter sin Naboes Haand 30 Og dandser saa vildt i Ring; – Ha, maaskee en Fyrstes Aand Med Betlerens farer omkring! – – Tro ei Musicanter der mangler Ved et saa kosteligt Bal: 35 Et Beenrad med Knokler rangler En Anden en Hjerneskal Som Tromme ferdigt mon slaa Det klinger, som sidste Suk Fra bristende Hjertes Vraa, – 40 See det er de Dødes Musik! – – Om smuldrede Gravmonumenter De dandse saa lystigen rundt; Men Gravene atter dem vente Een Time er kun dem forundt. – – 45 – Tilende er Ballet de gav; Thi huult lyder Klokkens Slag Og dybt i den rolige Grav De slumre til yderste Dag! – – –